Kulturmøde eller kultursammenstød? Diskuter mindretallenes betydning.
Unge fra det danske mindretal i Sydslesvig i dialog med flertalsunge.
Foto: Grænseforeningen
Nationale og kulturelle mindretal
Både det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal i Tyskland er en blanding af nationale og kulturelle mindretal. Nationalt mindretal, fordi man helt eller delvis identificerer sig med et andet land end det, man er statsborger i. Og kulturelt mindretal, fordi man dyrker traditioner, højtider, sprog m.m., som kendetegner det land, man identificerer sig med.
Opgave
I skal diskutere, hvad det betyder for en nationalstat, at den også omfatter forskellige mindretal. I skal bl.a. forholde jer til, om mindretallene mest er en belastning eller en merværdi i samfundet.
- Læs den lille tekst herover, og tal om, hvad et kulturelt og et nationalt mindretal er.
- Læs derefter teksten om mindretallene i grænselandet.
- Udpeg et område, hvor I skal gå hen, hvis I er enige i det udsagn, som jeres lærer læser op.
- Udpeg et andet område, hvor I skal gå hen, hvis I er uenige i det udsagn, som jeres lærer læser op.
- Rejs jer op, og lyt til de udsagn, jeres lærer læser op. Efter hvert udsagn går I hen til enten "enig" eller "uenig", alt efter hvad jeres holdning til udsagnet er.
- Diskuter, hvorfor I har stillet jer, som I har, inden næste udsagn læses op.
-
Udsagn til opgave
- De penge, der bruges på mindretal, kunne bruges bedre andre steder.
- Mindretal gør en kultur rigere.
- Mindretal er en inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed.
- Mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund.
- Mindretal underminerer det nationale sprog og den nationale kultur.
- Mindretal bør flytte til det land, de identificerer sig med.
- Mindretal er med til at skabe splid.
- Mindretal går foran i forhold til grænseoverskridende samarbejder.
- Mindretal kan hjælpe til med at skabe nye handelsrelationer.
- I en global verden er vi alle mindretal.