Af Per Oeztmann 

Mindretallene i det dansk-tyske grænseland

Da den dansk-tyske grænse blev ændret i 1920, kom der på hver side af grænsen et​ natio​​nalt​ mindretal. På den danske side af grænsen var der et tysk mindretal, og på den tyske side af grænsen var der et dansk mindretal.

Den nye grænse

Grænseændringen i 1920 skete efter en folkeafstemning, hvor befolkningen i Slesvig skulle vælge mellem Danmark eller Tyskland. Det var et enten-eller. Mange følte sig mest som slesvigere, men nu skulle de bestemme sig for enten at være danske eller være tyske. 

Da den nye grænse var blevet fastlagt, skulle folk på begge sider af grænsen finde ud af at leve i den nye virkelighed. Både på den tyske og den danske side skulle mindretallene finde ud af at leve sammen med flertalsbefolkningen. Det var ikke nogen let opgave.  

To adskilte grupper

I mange år efter, at grænsen blev fastsat i 1920, oplevede mindretallene at blive diskrimineret, og de levede så vidt muligt adskilt fra flertalsbefolkningen. Mindretallene opbyggede en form for minisamfund med egne butikker, skoler, biblioteker, sundhedstjeneste osv. I princippet kunne man leve som dansker fra vugge til grav, selvom man boede i Tyskland. Mange fra mindretallene blandede sig helst ikke med flertalsbefolkningen, så børnene legede ikke med hinanden, og ingen blev ikke kæreste med en dansker, hvis de følte sig tyske. 

Situationen under og efter 2. Verdenskrig

2. Verdenskrig gjorde ikke situationen lettere. Blandt de dansksindede i Sydslesvig følte mange sig under krigen tvunget til at tage afstand fra mindretallet for ikke miste deres job. Efter krigen ville mange til gengæld gerne være en del af mindretallet, bl.a. fordi børn på de danske skoler fik mad og tøj fra Danmark. De blev af flertalsbefolkningen kaldt ”Speckdänen” (flæskedanskere).  

I det tyske mindretal støttede mange nazismen i håbet om at få grænsen flyttet igen. Det blev en del af dem straffet for efter krigen. Mange mindretalsbørn på begge sider af grænsen oplevede f.eks. at blive udsat for meget grov mobning. 

København-Bonn Erklæringerne

I 1955 blev København-Bonn Erklæringerne vedtaget, og det var med til at sætte gang i en positiv proces i grænselandet. Erklæringerne gav mindretallene en række rettigheder og gjorde dem til ligeværdige borgere. Mindretallene blev ikke bare mere og mere accepteret, de kom efterhånden også til at spille en vigtig rolle i udviklingen af grænselandet. 

Samarbejde

Mindretallenes kendskab til både det danske og det tyske sprog og til både dansk og tysk kultur gør dem gode til samarbejde. Derfor er mindretallene i dag gode samarbejdspartnere for f.eks. politikere og virksomheder, der gerne vil sælge deres varer i nabolandet. 

Mindretallenes politiske partier får i dag også stemmer fra flertalsbefolkningen. Mange synes nemlig, at de er gode til at arbejde for at forbedre lokale forhold i grænselandet. F.eks. fik danske mindretal i 2021 valgt Stefan Seidler ind i Forbundsdagen i Berlin. Ved kommunalvalget i Danmark det samme efterår blev Jørgen Popp Petersen fra det tyske mindretal borgmester i Tønder. 

Faustball

Et andet eksempel på, at mindretal og flertal i grænselandet er gået fra at være "mod hinanden" til at være "med og for hinanden", er faustball-landsholdet. Faustball bliver spillet mange steder i Tyskland, men i Danmark er det kun det tyske mindretal, der dyrker denne sport. Så når der er internationale mesterskaber, er det spillere fra det tyske mindretal, som stiller op for Danmark. 

Alt er ikke fryd og gammen 

Der kan dog stadig opstå uenigheder i grænselandet, f.eks. når det tyske mindretal gerne vil have to-sprogede byskilte i Sønderjylland. Det er sønderjyderne ikke helt klar til. På den anden side af grænsen findes der til gengæld i Flensborg byskilte både på dansk og tysk. 

Så selvom der naturligvis kan opstå uenigheder, er det dansk-tyske grænseland et sted, folk kikker hen, når de gerne vil blive klogere på, hvordan der kan skabes anerkendelse og samarbejde mellem mindretal og flertal.