Novelle: Noget for noget (4.-6. klasse)

Af Tove Krebs Lange

“Så er det ud af fjerene, Lukas! En ny uge truer.”
Min fars stemme er irriterende frisk.

Panikken rammer mig i det øjeblik, han lukker døren bag sig. Jeg skulle nok ikke have spillet computer hele dagen i går. For slet ikke at tale om hele aftenen.
For i dag er det mandag, og jeg skal aflevere den opgave, vi har haft for i to uger.

At vokse op mellem to kulturer
- Skriv mindst 800 ord om at vokse op i et grænseland.

Jeg har ikke lige fået afleveret alle opgaver siden sommerferien. Inga, vores lærer, har talt med meget store bogstaver og gjort det klart, at jeg ikke får flere chancer. Resten af året skal opgaverne afleveres til tiden. Et kort øjeblik overvejer jeg at spille syg, men der er træning i eftermiddag. Bagefter giver Manni pizza, fordi vi vandt kampen i lørdags, og det vil jeg ikke gå glip af.

Der lyder musik inde fra Maikes værelse. Hun er min storesøster og er lige begyndt i gymnasiet. Hun står altid tidligt op og har garanteret allerede været ude at løbe. Nu går hun ud på badeværelset. Så varer det mindst en halv time, før der er ledigt. En halv time…

Maike er dygtig i skolen og får altid ros for sine opgaver. Det er ret irriterende.
Jeg kigger op i loftet og over på mit skrivebord, hvor min computer er begravet under det tøj, jeg havde på i går. Kan jeg nå at skrive noget på min opgave? Umuligt. Jeg skal gå om mindre end en time.

Ros for sine opgaver…

En tanke slår ned i mig. Måske har Maike noget liggende, jeg kan bruge? Vi er garanteret ikke den første klasse, der bliver plaget med en skriftlig opgave om, hvordan det er at vokse op ved grænsen. Vandet plasker i badeværelset. Så står hun under bruseren nu. Jeg springer ud af sengen og lister ind på Maikes værelse. Hendes computer er tændt. Heldigvis kender jeg hendes login: Joe-love22.

Maike har orden på sit værelse og orden på sin computer. Jeg finder mappen “Skriftlige opgaver i dansk” og åbner den. Nu skal det gå hurtigt!

Hun har skrevet opgaver om klima, om murens fald, om H.C. Andersens billeder og om unges alkoholvaner. Men hvor er der noget om at vokse op mellem to kulturer?

Så! Nu lukkede hun for vandet. Hårtørreren går i gang. Hvor lang tid har jeg? Fem minutter? Ti? Endelig! Her er der noget!

Mine to sprog – mine to verdener. At høre hjemme i to kulturer.

Jeg kopierer teksten, sender den til mig selv og husker i sidste øjeblik at slette mailen. Maike skulle nødigt undre sig over, hvad det er, hun har sendt til mig.
Så løber jeg tilbage på mit værelse.

“Lukas,” råber Maike.
“Ja?” Har hun opdaget noget?
“Så er jeg færdig på badeværelset, hvis du skal derud.”
“Okay.”

Pyha! Jeg åbner min mail og Maikes opgave. Der er ikke tid til at læse den igennem, men jeg tilføjer nogle stavefejl og fjerner de fleste kommaer og et par punktopstillinger. Ellers tror Inga aldrig på, at det er mig, der har skrevet den.
Til sidst skifter jeg den gamle overskrift ud med: At vokse op mellem to kulturer. Af Lukas Detlefsen, 6.U. 
Jeg printer, mens jeg tager tøj på.

“Nej, men se dér! En opgave fra Lukas Detlefsen. Afleveret til tiden,” siger Inga, da jeg rækker hende de to ark, der er blevet lidt krøllede i skoletasken. Selvom hun lyder ironisk, kan jeg høre, at hun er tilfreds.

“Hvordan kunne du skrive så meget?” spørger Niels misundeligt. “Om sådan et sygt emne.”
“Jeg synes, det var okay,” siger jeg.
“Stræber!” Niels bokser mig på armen.

“Kan I huske, jeg sagde, at de tre bedste opgaver bliver sendt ind til avisen? De vælger én, som bliver bragt i weekendudgaven.” Inga står oppe ved tavlen med vores opgaver. Der er kun gået én dag, men hun har allerede rettet dem.
“Der er flere gode besvarelser, men jeg har valgt tre ud.”
Hun ser ud over klassen.
“Johanne. En god og gennemarbejdet opgave.” Johannes veninder klapper.
“Og så var der en lidt lang, men rigtig fin besvarelse fra Kristina. Tillykke.”
“Tak,” mumler Kristina og rødmer.

“Og så kommer vi til måske årets overraskelse: Lukas! Det her er nok det bedste, jeg har læst fra din hånd. Selvom du som sædvanlig har sparet på kommaerne.”
Nu er det min tur til at blive rød i hovedet. Niels og et par af de andre drenge buher og griner.

“Jeg vil bede jer tre om at maile jeres opgaver til mig, så skal jeg nok rette igennem og sende til avisen,” siger Inga. “Og nu til dagens program…”

“Ved du, hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave af dig?” Maike og jeg sidder på bagsædet af bilen. Det er lørdag, og vi er på vej til Slesvig for at besøge mors forældre, Oma og Opa.
“Jeg har no money,” siger jeg.
“Så er det godt, at det ikke koster noget,” siger Maike. “Jeg ønsker mig, at du serverer, når jeg holder fødselsdag for mine veninder på næste lørdag. De kommer til frokost, og far og mor er i sommerhus.”

Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre! At gå og spille tjener for Maikes veninder, mens de sidder og hvisker og fniser og leger voksne.

“På lørdag?” siger jeg. “Det kan jeg ikke. Desværre. Der er stævne i Sønderborg. Hele dagen.”
“Årh, kunne du ikke aflyse for din søsters skyld?” plager hun og prikker mig i siden. Jeg slår hendes hånd væk. Hun ved, hvor kilden jeg er.
“Hold så op, I to!” siger mor.

Som sædvanlig har Oma bagt både chokoladekage, roulade og småkager, og vi spiser, til vi er ved at revne. Da vi er færdige, rejser Opa sig, tager dagens avis og slår op på midtersiderne.

“En dejlig overraskelse,” siger han. “Mit barnebarn skriver i avisen om at vokse op mellem to kulturer.”
“Årh – jeg kan ikke læse uden briller.”
“Lad Lukas læse!” smiler Oma. “Forfatteren.”
“Nej Oma, det har jeg ikke lyst til.” Jeg anede ikke, at min tekst var i avisen. Sveden pibler frem på min pande.
“Har du skrevet i avisen? Det har du da slet ikke fortalt,” siger mor forbavset.
“Jeg vidste ikke, det var i,” mumler jeg. “Det var bare en opgave, vi havde i dansk.”
Opa rækker mig avisen. “Læs nu, Lukas!”

Der er ikke noget at gøre. Jeg hakker mig gennem teksten, som jeg læser for første gang.

“… i dag kan man være det hele på én gang. Europæer, dansker og tysker. Det vigtige er, at vi taler sammen, giver plads til hinandens forskelle og finder løsninger sammen,” slutter jeg, og både mine forældre og Oma og Opa klapper.

Maike har stillet sig bag fars stol, så de andre ikke kan se hende. Hendes mund er en tynd streg.
Ligesom tilfældigt lægger jeg en finger på læben, mens jeg ser bedende på hende: Sig ikke noget! Hun svarer ved at føre en flad hånd hen over struben: Jeg slagter dig.

“Virkelig godt skrevet, Lukas!” siger hun så. “Meget modent. Man skulle tro, det var skrevet af én, der var meget ældre og klogere.”
“Nåhr, så godt er det da heller ikke,” stammer jeg.
“Kom!” siger Maike så. “Vi sætter i opvaskemaskinen.”

Da vi er alene i køkkenet, lukker hun døren og hvæser: “Hvad fanden har du gang i? Stjæle min tekst og lade som om, det er din?”
“Undskyld,” siger jeg. “Jeg vidste ikke, den ville komme i avisen.”
“Det er lige meget med avisen! Du har været inde på min computer. Det er strafbart.”
“Vil du godt lade være at sige det til nogen?” beder jeg. “Please, Maike! Please!”
Hun tænker et øjeblik. Så siger hun: “Det koster!”
“Du serverer til min fødselsdag.”

“Jeg er stolt af dig, Lukas,” siger mor, da vi kører hjem. “Jeg vidste slet ikke, at du tænker så meget over at vokse op i grænselandet. Og det var så godt skrevet!”
“Han er også sød,” siger Maike. “Lukas har lovet at servere til min pigefrokost.”
“Men er det ikke på lørdag, der er stævne?” spørger far. “Det har du da glædet dig til i rigtig lang tid!”
“Det er okay,” siger jeg og kigger ud på de våde marker for ikke at se Maikes tilfredse smil. “Hun hjælper jo også mig. Noget for noget.”