Tilbage til temalisten

Identitet og kultur (5.-6. klasse)

Hvad er en national identitet? Hvordan beskriver man en kultur? Hvad er grænselandet? Inden I læser teksten, kan I blive klogere på vigtige ord ved at diskutere deres betydning.

Af Stine Jul Rasmussen

Sagn 

Et sagn er en kort, mundtligt overleveret fortælling om f.eks. krige eller andre vigtige begivenheder. Historiske sagn om bestemte mennesker eller særlige hændelser kan være en del af et lands kultur. Et kendt sagn er f.eks. historien om, hvordan det danske nationalflag, Dannebrog, faldt ned fra himlen under en krig i Estland. Et sagn er ikke det samme som en myte, fordi en myte handler om guder eller overnaturlige skikkelser.

C.A. Lorentzens maleri af Dannebrog, der falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219.

C.A. Lorentzen malede i 1809 dette billede, der illustrerer sagnet om, at Dannebrog faldt ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219.

Statens Museum for Kunst

Opgave

  • Gå sammen i fire grupper.
  • Hver gruppe skal arbejde med en ”ordgruppe”, der består af tre ord. 
  • Forklar med jeres egne ord, hvad hvert ord betyder. I kan se et eksempel på, hvordan det kan gøres øverst på denne side, hvor ordet sagn er forklaret. I kan f.eks. finde hjælp på ordnet.dk.
  • Arbejd med jeres tre ord på denne måde:
    • Skriv, hvad ordet betyder. 
    • Skriv også, hvad ordet ikke er, f.eks. som i den sidste sætning i forklaringen af ordet sagn
    • Skriv en eller flere sætninger med ordet.
    • Find evt. et billede, der kan være med til at forklare ordets betydning.
    • Diskuter, hvad de tre ord betyder for jer. Skriv stikord.
  • Saml op i klassen ved, at alle grupper kort fortæller om deres ord.
  • Tal også om, hvordan ordene i de fire ordgrupper hænger sammen, f.eks. Hvilken betydning kan myter og sagn have for et lands kultur og nationale identitet?
  • Ord-grupper til gruppearbejde

    Ord-gruppe 1

    • Identitet
    • Mindretal
    • National identitet 

    Ord-gruppe 2

    • Nationalstat
    • Grænseland
    • Kulturer

    Ord-gruppe 3

    • Fællesskaber
    • Traditioner
    • Kulturmøde

    Ord-gruppe 4

    • Sprog
    • Historie
    • Myter og sagn