Bliv klogere på krigen i 1864, og skriv en historiebog, eller lav et indslag i lyd eller billeder, der fortæller om grænselandet før og nu.
Udsnit af tegning fra Grænseforeningen, der viser begivenheder i forbindelse med krigen i 1864.
Illustration: Grænseforeningen
Af Stine Jul Rasmussen
Opgave - del 1
I skal bruge de fire tegninger, som findes som PDF-filer til højre på siden. I skal printe et sæt til hvert makkerpar.
- Læs eller genlæs i fællesskab i klassen teksten Grænselandet før og nu, og tal undervejs om ord, som I ikke forstår.
- Gå derefter sammen i makkerpar, og se på de fire tegnede billeder, der viser vigtige begivenheder i grænselandet.
- Tal om, hvordan billederne passer til teksten, og læg dem i kronologisk rækkefølge.
- Prøv at skrive årstal på billederne og en overskrift, der fortæller, hvad billederne viser.
Opgave - del 2
Vælg en af nedenstående opgaver.
Opgave 1: Skriv et kapitel i en historiebog:
- Forestil jer, at I skal skrive en historiebog til mellemtrinnet, og at de fire billeder er illustrationer til dette kapitel.
- I skal skrive et afsnit til hvert billede og give afsnittet en overskrift. I kan evt. bruge overskrifterne, som I fandt på i opgaven herover.
- Afslut med et afsnit, der forklarer, hvorfor det er vigtigt, at elever på mellemtrinnet lærer om Slaget på Dybbøl, Genforeningen og de danske og tyske mindretal.
- Dette afsnit kan f.eks. svare på disse spørgsmål: Kan vi lære noget af historien? Hvad skal vi huske på – og hvorfor?
Opgave 2: Lav et indslag til TV Avisen eller en podcast:
- Forestil jer, at den ene er journalist, og den anden er en historiker, der er inviteret til at komme i studiet og fortælle om grænselandet ud fra de fire billeder.
- Journalisten skal stille spørgsmål, og historikeren skal forklare begivenhederne, som de fire billeder viser.
- Skriv journalistens spørgsmål ned, og tal sammen om, hvordan historikeren kan svare.
- Journalisten skal afslutte med at spørge ind til, hvorfor det stadig er relevant, at vi forholder os til Stormen på Dybbøl og Genforeningen, og om vi kan lære noget af situationen i grænselandet.