Historisk fortælling (4.-6. klasse)

Af Tove Krebs Lange 

“Vil du høre om genfærdet?” 
Herman rystede på hovedet: “Jeg tror ikke på spøgelser, Dorete. Du kan godt spare dig ulejligheden …” 
 
De to søskende sad i bedsteforældrenes mørke stue. Familien var ankommet med båden til Flensborg i går, fordi deres far skulle stemme her, hvor han var født. 
“Den 14. marts 1920. En skæbnesvanger dag,” havde deres bedstefar sagt, da de gik fra havnen op ad byens stejle gader. Husmurene var klistret til med valgplakater, og folk havde hængt danske eller slesvigske flag ud af vinduerne for at vise, om de stemte dansk eller tysk. 
“I morgen afgøres det, om vi igen kommer hjem til Danmark!” Bedstefarens øjne blev blanke. 
 
Her til aften var forældrene taget med bedsteforældrene til et møde med andre dansksindede. Dorete og Herman var alene hjemme i den store villa. Herman brød sig ikke om huset. Her var alt for mange store, mørke rum. Haven stødte op til den gamle kirkegård, hvor blæsten bøjede grenene på de høje træer, så det lignede arme, der rakte ud efter noget. Det lød, som om nogen kastede grus mod vinduerne, når regnen slog mod ruden. 
 
“Du tør måske ikke høre om den grå pige?” 
Dorete var to år ældre end Herman. Selv om hun var konfirmeret og næsten voksen, elskede hun stadig at skræmme sin lillebror. “Det tør jeg i hvert fald,” sagde Herman, selvom han mærkede uroen komme krybende. 

“Det er bedstefar, der har fortalt historien, så den er sand,” sagde Dorete og satte sig over i sofaen ved siden af ham. “I gamle dage, under krigen i 1864, boede der en ung pige her i huset. Hun var forlovet med en dansk soldat, som var med i krigen …” 
“Jeg tror ikke, huset her var bygget i 1864,” indvendte Herman. 
“Men så boede hun i huset, der lå her før. Hvis du afbryder, fortæller jeg ikke videre.” 
Herman tav og trak benene op under sig i sofaen. 

“Soldaten og pigen skrev til hinanden, så tit de kunne. Men en dag kom der ikke flere breve fra ham. Han var faldet i krigen og blev begravet på slagmarken. Pigen blev så ulykkelig over, at hendes kæreste ikke fik et gravsted …” 
 “Var hun ikke mere ulykkelig over, at han var død, end at han ikke fik et gravsted?” spurgte Herman. 
Dorete sukkede. “Vil du høre, eller vil du ikke høre? Altså: Pigen sørgede så meget, at hun druknede sig i havnen. Man fandt hende aldrig.” 
“Hvis man ikke fandt hende, hvordan ved man så, at hun druknede?” 
“Det var vinter, og fjorden var frosset til, og nogen så hende gå ud på isen. Længere og længere ud …” Doretes stemme sank til en hvisken: “Og nu vandrer hun hvileløst rundt på kirkegården nat efter nat for at lede efter et gravsted til sin forlovede, mens hun kalder på ham.” 
 
Hun lukkede øjnene, strakte begge arme ud mod sin bror og råbte så: “Herman! Herman!” 
Han fór sammen og skreg. 
Dorete lo: “Nå, så blev du alligevel bange!” 
“Vel gjorde jeg ej.” Herman blev rød i kinderne af ærgrelse. 
“Lad være med at være sur. Det var bare for sjov,” sagde Dorete. “Kom, vi går ud i køkkenet og smører nogle syltetøjsmadder.” 
 
De fandt en krukke smør i spisekammeret og skar et par skiver af det hjemmebagte brød, som deres bedstemor kaldte for hvedekach, selv om det ikke havde meget med kage at gøre. 
“Der er ikke mere syltetøj.” Herman løftede låget på den blomstrede porcelænskrukke. 
“Bedste har mere i kælderen,” sagde Dorete. 
“Henter du noget?” Herman smurte et tykt lag smør på brødet. 
“Hvorfor mig?” 
“Det var dig, der ville have syltetøjsmadder,” sagde Herman. “Men du tør måske ikke gå derned?” 
 
Uden at svare gik Dorete hen mod kældertrappen. Hendes lange fletning slog mod døren, da hun vendte sig mod Herman: “Du vover på at lukke døren, mens jeg er dernede!” 
“Jeg sværger!” Han lagde hånden mod sit hjerte, og Dorete forsvandt ned ad trappen. Herman hørte hende rumstere med syltetøjskrukkerne i kælderrummet. Et øjeblik efter var hun igen på vej op. Så standsede lyden af hendes trin. 
 
“Herman.” Doretes stemme lød mærkelig svag. “Herman!” 
Et kort øjeblik tænkte han på, om hun igen var ude på at skræmme ham. 
Men så løb han hen til kælderdøren. Halvvejs nede ad trappen, ved kældervinduet ud mod haven, stod Dorete og stirrede ud i mørket. 
 Hendes ansigt var kridhvidt, og hun knugede den grå syltetøjskrukke ind til sig. 
“Hvad er der, Dorete? Sig noget!” Herman sprang ned ad trappen. 
“Dér!” hviskede hun og nikkede ud mod haven. 
 
Herman så det ganske tydeligt. Ude i den mørke have gik en ung pige i en grå kappe. Lyset fra køkkenvinduet faldt på hendes lyse hår, der var samlet med et spænde i nakken. Hun bevægede læberne, som om hun sang eller talte med nogen. Med ét vendte hun sit blege ansigt mod dem og løftede hånden til en hilsen. Så forsvandt hun over på kirkegården. 
 
Herman greb Doretes hånd, trak hende op i køkkenet og knaldede døren i. Hans ben rystede, og hjertet hamrede i brystet. 
Dorete sank ned på en stol og jamrede stille: “Hvad var det, vi så?” 
Den grå pige, tænkte han. 
 
De sad lidt uden at sige noget. 
“Jeg kan ikke spise noget,” sagde Dorete så og stillede maden væk. “Hvis du vil, kan du sove inde på mit værelse.” 
“Spøgelser gør ikke noget,” sagde Herman. 
“De findes ikke!” sagde hans søster. 
 
De lå vågne i lang tid og lyttede til blæsten. Langt om længe faldt de i søvn og hørte ikke forældrene og bedsteforældrene komme hjem. 
 
Næste morgen var Herman i tvivl om, om det hele var noget, han havde drømt. Men i køkkenet stod deres bedstemor og øste syltetøj op fra lerkrukken. 
“Det var sødt af jer at hente syltetøj i kælderen,” sagde hun. “Mine gamle knæ bryder sig ikke om trapper.” 

“Tror du på spøgelser, Bedste?” spurgte Herman. 
Dorete, der var kommet ud i køkkenet, sendte ham et advarende blik. 
“Der er mere mellem himmel og jord,” sagde bedstemoren. 
“Vi så en grå pige i haven i aftes,” røg det ud af ham. 
“Åh, herregud da!” Bedstemoren slog en høj latter op. “Jamen jøsses da! I små stakler. Det er bare frøken Carstens, der skyder genvej gennem vores have, når hun kommer hjem om aftenen. Hun arbejder oppe på hospitalet og lejer et værelse inde hos naboen.” 
 
Herman mærkede lettelsen brede sig i kroppen. Alting havde en naturlig forklaring. 
“Nej, men troede I, at frøken Carstens var et spøgelse? Det bliver hun ked af at høre, for hun er sådan en køn, ung dame.” Bedstemoren satte sig på brændekassen og lo, så tårerne trillede. 
“Nej, nej, vi undrede os bare,” sagde Dorete. Så lo hun også. 
 
Vinden havde lagt sig, og vejret var mildt. Efter morgenmaden gjorde alle sig klar til at gå hen til valgstedet. Stemningen var nærmest højtidelig. Deres bedstemor havde fundet sin pels frem, selv om den var alt for varm, og bedstefaren stod rank med høj hat og Dannebrog i knaphullet. 
“Vor fremtid afgøres i dag,” sagde han. 
“Gud give os den bedste sejr.” Bedstemoren foldede sine hænder. 
 Tyskerne beder nok til den samme gud om, at Flensborg skal blive tysk, tænkte Herman og skammede sig over tanken. 
 
Gaderne var fulde af folk, der skulle hen at stemme. Overalt stod soldater, der skulle sørge for, at det ikke kom til uroligheder. 
Uden for valgstedet kom en ung kvinde i en grå kappe gående. Bedstemoren hilste og lagde en hånd på hendes arm: “Frøken Carstens! Hvor pudsigt. Vi talte netop om Dem her til morgen. Jeg fortalte mine børnebørn, at De skyder genvej gennem vores have, når De kommer sent hjem fra arbejde.” 
 
Frøken Carstens så på Herman og Dorete. 
“Det er rigtigt. Det er den hurtigste vej, når jeg skal hjem fra hospitalet.” Hun smilede: “Men jeg har ingen aftenvagter længere. Så det er flere måneder siden, jeg er gået igennem jeres bedsteforældres have.” 

Tidslinje

• 1864: Danmark taber hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Grænsen til de tyske stater kommer til at gå ved Kongeåen.
• 1918: Tyskland taber 1. Verdenskrig.
• 1919: Fredsaftalen efter 1. Verdenskrig, Versailles-traktaten, underskrives. Der står i aftalen, at det skal afgøres ved en folkeafstemning, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skal gå. Der skal stemmes i flere zoner.
• 1920: Den 10. februar er der afstemning i zone 1, som er det nuværende Sønderjylland. 75 % stemmer for, at dette område skal høre til Danmark.
• 1920: Den 14. marts er der afstemning i zone 2, hvor byen Flensborg ligger. 
  80 % stemmer for, at dette område skal høre til Tyskland.
• 1920: Den 15. juni er den officielle genforeningsdag, hvor Danmark overtager styret i zone 1. Dermed får grænsen mellem Danmark og Tyskland sin nuværende placering.

Hvem kunne stemme i 1920?  

For at afstemningerne om, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle gå, skulle være så retfærdige som muligt, blev der lavet klare regler for, hvem der kunne deltage i folkeafstemningerne. 

For at kunne stemme skulle du enten:  

• være født og bo i et af afstemningsområderne
• være født i området, men nu bo et andet sted
• have boet i området siden før januar 1900
• have boet i området før 1900, men være blevet udvist og ikke længere have lov til at bo der for de tyske myndigheder.  

Især betingelsen om, at man skulle at være født i området, men ikke længere behøvede at bo der, betød, at mange rejste ”hjem” for at stemme, selvom de boede andre steder i Danmark. Derfor ankom mange med skib til Flensborg Havn i dagene op til afstemningen den 14. marts 1920.