Stormen på Dybbøl 1864 

Af Anders Peter Nielsen

Et af de måske mest kendte slag i Danmarks historie blev udkæmpet den 18. april 1864, hvor de danske skanser ved Dybbøl blev stormet.

Efter at Preussen og Østrig havde erklæret Danmark krig den 31. januar 1864, valgte den danske general de Meza at trække tropperne tilbage fra Danevirke til Dybbøl tæt ved Sønderborg. Hans holdning var, at området ved Dybbøl ville være lettere at forsvare.  

Skanserne ved Dybbøl trængte til en kærlig hånd 

I den lille sønderjyske by Dybbøl lige vest for Sønderborg havde det danske forsvar lavet et anlæg med 10 skanser på en cirka tre kilometer lang strækning. En skanse er en jordvold, der er lavet, så den kan bruges militært til f.eks. at forsvare en by.  

Da de danske soldater, der havde trukket sig tilbage fra Danevirke, ankom til Dybbøl den 7. februar, var skanserne ikke blevet udbygget og vedligeholdt i en periode. Soldaterne gik derfor straks i gang med at renovere skanserne og de bygninger, hvor de skulle opholde sig.  

Preusserne gør danskerne møre og graver sig tættere på 

I marts satte preusserne kanonbatterier op på den anden side af Vemmingbund, der er en lille fjord, som går ind i landet syd for Dybbøl. Et kanonbatteri er en opstilling af flere kanoner. Herfra begyndte de nu at beskyde de danske skanser.  

Kanonerne beskød de danske skanser om dagen, og om natten gravede de preussiske soldater løbegrave tættere og tættere på de danske stillinger. Ideen med løbegravene var at komme så tæt på danskerne, at de preussiske soldater ville kunne overraske de danske soldater ved pludselig at storme de danske skanser.  

De danske soldater brugte nætterne til at reparere de skader, som de preussiske kanoner lavede om dagen. Derfor opdagede danskerne ikke, at fjenden langsomt kom tættere og tættere på.  

Skulle de danske soldater blive eller trække sig tilbage? 

Der var også danske kanoner i området. Problemet var bare, at de stod for langt væk til at kunne ramme de preussiske kanoner. De danske soldater kunne altså ikke gøre meget andet end at blive beskudt dag efter dag.  

Det fik officererne til at sende et telegram til København. De beskrev situationen og spurgte, om de måtte trække de danske tropper til øen Als, hvor Sønderborg ligger. Svaret fra den danske krigsminister C.C. Lundbye og konseilspræsident (statsminister) D.G. Monrad var simpelt: Tropperne skulle blive ved Dybbøl.  

18. april 1864 - en dag det danske forsvar sent vil glemme 

Fire dage efter officerernes ønske om tilbagetrækning, den 18. april 1864, begyndte de preussiske kanoner klokken 4.00 om morgenen at skyde mere end normalt på de danske skanser. Kanonerne skød indtil lidt før klokken 10, hvor der et øjeblik var stille over Dybbøl.  

Stilheden blev brudt, da de preussiske soldater stormede op fra deres løbegange og løb frem mod de danske skanser.  

En ulige kamp 

I og omkring Dybbøl var der 11.000 danske soldater med forladegeværer, der skulle lades ved at komme kuglen foran i løbet på geværet, hvorpå der også sad en bajonet. I området var der samtidig 37.000 preussiske soldater, der havde mere moderne geværer, der var lettere og hurtigere at lade. 

Det var ikke alle 37.000 soldater, der på samme tid angreb de danske stillinger, men preusserne var i klart overtal.   

Tilbagetrækningen til Als 

Efter fire en halv times voldsomme kampe måtte de danske officerer gøre det, som de fire dage før havde bedt om lov til. De besluttede sig for at trække soldaterne tilbage til Als, hvorfra de mente, at de lettere ville kunne forsvare sig mod det preussiske angreb. 

På det tidspunkt var 4.834 danske soldater enten døde, sårede eller taget til fange. Modstanderne havde også mistet soldater, men ikke nær så mange. 1.201 preussiske soldater mistede livet, blev sårede eller taget til fange under stormen på Dybbøl den 18. april 1864.