Tilbage til temalisten

Nøgleordsstafet om Genforeningen 1920 (5.-9. klasse)

Før I læser en tekst, kan I repetere vigtige ord i en nøgleordsstafet. Find ud af, hvor mange fagord, steder, navne og begreber I kan huske om Genforeningen 1920.

Af Stine Jul Rasmussen

Fagord, begivenheder og personer

Når I arbejder med et historisk emne som Genforeningen 1920, møder I en masse fagord. I hører også om steder, hvor de historiske begivenheder fandt sted, f.eks. de forskellige afstemningszoner, og I hører om vigtige personer, f.eks. Christian 10.

Fotografi af Christian 10., der rider over grænsen i anledning af Genforeningen 1020.

I forbindelse med fejringen af Genforeningen i 1920 red kongen, Christian 10., over den gamle dansk-tyske grænse på en hvid hest. Fotografi af H. Damgaard.

Det Kgl. Bibliotek.

En nøgleordsstafet kan være en god måde at afprøve, om I kan huske ord, steder, begivenheder og personer, som I har arbejdet med, inden I læser om konsekvenserne af Genforeningen 1920.

Opgave

  • Del klassen i to eller flere hold, og stil jer med lige lang afstand til en tavle. I kan også lave en bane, hvor holdene står i den ene ende, mens der i den anden ende ligger et stykke papir og en blyant ud for hvert hold.
  • Lad jeres lærer sætte et ur. Når tiden starter, løber den forreste op til tavlen/papiret og skriver et nøgleord, der passer til Genforeningen 1920.
  • Herefter løber første elev tilbage, klapper den næste i rækken i hånden, og så løber den næste op og skriver et nøgleord.
  • Fortsæt, indtil uret ringer. Holdet med flest nøgleord vinder.
  • Når stafetten er færdig, kan I bruge nøgleordene til at genopfriske, hvad I indtil nu har lært om Genforeningen 1920.
  • Derefter kan I læse teksten Konsekvenserne af Genforeningen 1920.