Konsekvenserne af Genforeningen 1920

Mange forbinder Genforeningen i 1920 med billedet af Christian 10., der rider over grænsen på en hvid hest. Det er nok de færreste, der lige tænker over, hvilke administrative opgaver det medførte, at Nordslesvig igen blev dansk.

Hvor skal grænsen gå?  

Den største konsekvens af afstemningerne i 1920 var, at grænsen skulle flyttes. Men hvor grænsen præcis skulle flyttes hen, det var der ikke helt enighed om. F.eks. blev det diskuteret, om nogle af områderne lige syd for Tønder skulle være en del af Danmark, selvom befolkningen havde stemt for at tilhøre Tyskland.  

I Tønder havde der været et stort flertal for at tilhøre Tyskland. På grund af Tønders beliggenhed i afstemningszone 1 skulle byen dog fremover være dansk. På grund af de mange tyskere i byen blev der indført gadeskilte på både dansk og tysk.   

Grundloven skulle også ændres 

Grundloven var blevet ændret i 1915, hvor der var vedtaget regler for, hvor mange medlemmer af Rigsdagen (Folketinget og Landstinget) hver landsdel skulle have. Nu var der kommet en ekstra landsdel, så dette skulle ændres igen.  

Tyske og danske skoler

Børnene i Nordslesvig gik i tyske skoler, hvor der blev undervist på tysk og efter tyske læreplaner. Årene fra 1818 til 1920 var en overgangsperiode, og herefter blev der i forbindelse med Genforeningen indført dansk som undervisningssprog i skolerne i området. For at undgå fremtidige konflikter med det tyske mindretal og for tage hensyn til de tyskere, der nu boede i Danmark, tillod den danske stat, at der blev oprettet lokale skoler, hvor undervisningen stadig kunne være på tysk. På de danske skoler i området blev eleverne også tilbudt tyskundervisning.  

De små ting i hverdagen ændres 

Det var ikke kun store ting, der skulle ændres. Helt almindelige ting som penge, frimærker, officielle stempler, identitetspapirer, køreplaner, vejskilte og en masse andre ting skulle også ændres. Dansk politi og danske domstole skulle desuden sikre, at dansk lovgivning nu gjaldt og blev overholdt. Og så skulle der også være danske soldater i området.

De skal ikke blive glemt 

Genforeningen betød også, at flere dansksindede ikke kom til at bo i Danmark. Christian 10. mødtes med nogle af dem kort efter, at han red over den nye grænse i 1920. Mødet handlede om at vise, at kongehuset stadig tænkte på dem, der stadig boede i Tyskland, selvom de følte sig danske. Også den danske statsminister Niels Neergaard mindede det danske mindretal i Sydslesvig om dette, da han i en tale sagde ordene: ”De skal ikke blive glemt”. Det gjorde han for at vise, at det officielle Danmark ikke glemte de mange danskere, der boede syd for den nye grænse.   

Grænseforeningen 

Allerede i 1880’erne var der rundt om i Danmark blevet oprettet foreninger, der ønskede, at grænsen igen blev ændret. I tiden lige efter 1. Verdenskrig kom der flere af disse mindre foreninger til. I 1920 gik foreningerne sammen og dannede Grænseforeningen. En af Grænseforeningens vigtigste opgaver har lige siden været at oplyse borgere i Danmark om grænselandets historie.  

Genforeningssten

I 1920 og årene efter blev der rejst op imod 600 genforeningssten i forskellige former og størrelser og med forskellige inskriptioner. Stenene kan i dag ses i hele landet. Baggrunden for at rejse de mange sten var danskernes glæde og taknemmelighed over, at Sønderjylland igen var blevet en del af Danmark.

Istedløven kommer tilbage til Flensborg

Istedløven blev i 1862 opstillet i Flensborg som monument over den danske sejr i Treårskrigen. Efter Preussens sejr i krigen i 1864 flyttede man monumentet til Berlin, og efter Tysklands nederlag i 2. Verdenskrig kom løven til København.

I 2009 besluttede et flertal i Flensborg byråd, at Istedløven skulle tilbage til sin oprindelige plads på Flensborg gamle Kirkegård. Efter en grundig renovering kom løven tilbage til Flensborg den 10. september 2011. Løven er nu et symbol på tillid og samarbejde mellem det danske og det tyske.