Hvad kan I huske om krigen i 1864? Hvad skal være afgørende for, hvor en grænse skal gå? Og hvad er en folkeafstemning? Quiz, byt og diskuter en række spørgsmål, inden I læser om afstemningen om Danmarks grænse i 1920.
Af Stine Jul Rasmussen
Introduktion
Denne aktivitet er god at lave, inden I læser teksten Afstemningen om Danmarks grænse i 1920. I skal blandt andet svare på konkrete spørgsmål om historiske begivenheder, finde frem til bestemte byer og steders beliggenhed, forklare betydningen af udvalgte ord og diskutere, hvad der kan ligge til grund for, hvor en grænse mellem to lande skal gå.
Opgave
- Print to kopier af arket med spørgsmål til quiz og byt. Arket findes til højre på siden.
- Klip kortene med spørgsmål ud, og fordel dem mellem jer.
- Gå rundt imellem hinanden.
- Når I møder en makker, skal I svare på og diskutere de spørgsmål, som står på jeres kort. Derefter bytter I kort og finder en ny makker.
- Fortsæt, indtil jeres lærer stopper jer, og saml så i fællesskab op på spørgsmålene: Måske var nogle spørgsmål svære at besvare, eller måske var I uenige om noget undervejs?
Afstemningsplakat af Rasmus Christiansen fra folkeafstemningen i 1920, der handlede om, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle gå.
Det Kgl. Bibliotek