Afstemningen om Danmarks grænse i 1920

Efter 1. Verdenskrig fik den danske regering mulighed for at genvinde dele af de områder, som Danmark havde tabt i 1864.

Udvidelsen af Danmark efter 1. Verdenskrig

Både geografisk og i forhold til indbyggertallet kunne Danmark blive større ved en ændring af den dansk-tyske grænse efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig i 1918. Dele af de tabte landområder Slesvig, Holsten og Lauenborg kunne blive danske igen. Spørgsmålet var, hvor stor en del af områderne Danmark kunne få tilbage. 

Danmark fik et godt tilbud, men afslog 

På grund af Tysklands situation i 1. Verdenskrig, stod det klart for de fleste, at Tyskland ville være nødt til at afgive land til Danmark. Derfor prøvede den tyske regering henimod afslutningen af 1. Verdenskrig at give Danmark Haderslev Amt tilbage. Men den danske regering afslog. I stedet ville de vente på fredsforhandlingerne.  

Fredsaftale og afstemningszoner

Versaillestraktaten er den fredsaftale, som sejrherrerne i 1. Verdenskrig lavede med Tyskland efter krigens afslutning. Som en del af aftalen gik Tyskland med til, at der skulle afholdes folkeafstemninger i Slesvig om, hvor den dansk-tyske grænse skulle gå. Slesvig blev delt i tre zoner:  

• Zone 1 var den zone, der var tættest på Danmark. I zonen var der 111.191 mennesker, der kunne stemme. De største byer var Sønderborg, Tønder og Haderslev. I zone 1 ville det samlede resultat af afstemningen afgøre, hvilket land hele zonen skulle tilhøre.  
• I zone 2 kunne 70.854 stemme. De største byer var Flensborg og Læk. I denne zone ville resultaterne fra kommune til kommune afgøre, hvilket land de forskellige kommuner skulle være en del af.   
• Zone 3 var det sydligste område af Slesvig, der gik helt ned til Dannevirke. Her lå byer som Husum og Slesvig.  

Zonerne var fastlagt på baggrund af forskellige ting, f.eks. hvor man mente, at der ville være et dansk eller tysk flertal. Åer, fjorde m.m. blev også tænkt ind i opdelingen, så zonegrænserne både var sproglige, kulturelle og geografiske.   

Hvem kunne stemme?  

For at valget skulle være så fair som muligt, blev der lavet nogle klare regler for, hvem der kunne deltage i afstemningerne. For at kunne stemme skulle du:  

• være født og bo i afstemningsområderne 
• være født i området, men nu bo et andet sted 
• have boet i området siden før januar 1900 
• have boet i området før 1900, men være blevet udvist og ikke længere have lov til at bo der for de tyske myndigheder.  

Især betingelsen om, at man skulle at være født i området, men ikke længere behøvede at bo der, betød, at mange rejste ”hjem” for at stemme, selvom de boede andre steder i Danmark.  

En fremtid som dansker eller tysker? 

Den første afstemning foregik i zone 1. Den 10. februar 1920 stemte 75% procent af indbyggerne i zonen for, at de fremover skulle være en del af Danmark. Næste afstemning var i zone 2, hvor befolkningen skulle til valgstederne den 14. marts. Her valgte 80% af befolkningen, at de fremover ville være en del af Tyskland. Da resultatet fra afstemningen i zone 2 var så tydeligt, blev det besluttet, at der ikke skulle være en afstemning i zone 3, der derfor forsat skulle være en del af Tyskland. Grænsen mellem Danmark og Tyskland kom dermed til at gå mellem zone 1 og zone 2.

Ikke alle var tilfredse 

Ikke alle i Danmark var glade for resultatet i zone 2. Især var mange kede af, at Flensborg ikke igen blev en dansk by. Nogle af Flensborgs indbyggere samt borgere og politikere i Danmark bad den danske konge om at gribe ind. Kongen var også selv utilfreds med resultatet, hvilket førte til det, som vi i dag kalder Påskekrisen, hvor kongen fyrede regeringen blandt andet på grund af uenigheder om grænsespørgsmålet.