Lærervejledning: Krigen i 1864

Målgruppe: 7.-9. klasse

Fag: Historie

Introduktion til forløbet

I dette forløb skal dine elever arbejde med en af de største militære konfrontationer i dansk historie. Krigen i 1864 var en konflikt, der fik store økonomiske, geografiske, politiske, identitetsmæssige og ikke mindst personlige konsekvenser for mange mennesker. 

Forløbet er det op i fem dele, så eleverne kommer omkring: 

  • Optakten til krigen i 1864
    Her præsenteres eleverne for indenrigspolitiske beslutninger, tanker m.m. op til selve krigen.
     
  • Krigsudbruddet
    Her er der fokus på det mere militære, strategiske og symbolske ved f.eks. Danevirke.
     
  • Stormen på Dybbøl
    Fokus er her på begivenhederne omkring den del af krigen i 1864, der har lagt navn til kanonpunktet.
     
  • Tiden efter Stormen på Dybbøl
    Her gennemgås fredsforhandlingerne og konsekvenserne af de danske politikeres beslutninger.
     
  • Krigens konsekvenser
    Eleverne præsenteres for de områder, hvor krigen fik store konsekvenser, og de bliver klogere på f.eks. omfanget af det tabte land og konsekvenserne for økonomien.  

Undervejs i forløbet møder eleverne en række forskellige aktiviteter, hvor de skal undersøge, diskutere og på andre måder blive klogere på begivenhederne i forbindelse med krigen i 1864. 

Ønsker du at bruge andre aktiviteter end dem, der er indsat her i forløbet, så er der til hver tekst mulighed for at vælge aktiviteter, der lægger op til at arbejde med teksten både før, under og efter læsning. Du kan f.eks. vælge at fokusere mere på før-læsningsopgaver, hvis du ønsker, at dine elever skal arbejde mere med begreber.

Forslag til kapitel 1

For at vække elevernes nysgerrighed og vise dem, hvordan tøj, våben, bygninger m.m. så ud i 1864, kan du vise dem denne korte reklame for DR's dramaserie "1864". Samtidig bliver eleverne præsenteret for en del af krigens persongalleri.

1864 | Ny dramaserie | Trailer | DR1 - YouTube 

På CFU kan du finde hele dramaserien 1864: 
"Dansk dramaserie fra 2014 i 8 afsnit. Verden er fuld af uskyld og håb, da brødrene Laust og Peter vokser op under fattige, men trygge kår som tjenende ånder på byens gods. Året er 1851, og Danmark er overvældet af begejstring, da soldaterne vender sejrrige hjem fra treårskrigen. Laust og Peter betages begge af godsforvalterens datter, den smukke og belæste Inge, og et særligt venskab opstår mellem de tre børn. Imens spekulerer politiske kræfter i at indlemme Slesvig i det danske kongerige, stik imod den indgåede fredstraktat." 
Kilde: CFU

Forslag til kapitel 3

I forhold til den sidste opgave i kapitlet her, så er den inspireret af den klassiske 3-2-1 evaluering. Tal med dine elever om deres svar, og mind dem om, at det måske ikke er alt, de kommer til at lære, selvom de godt kunne tænke sig det. 

Brug deres svar på sidste spørgsmål til at blive en smule klogere på, hvad der kunne fylde mere fremadrettet. Måske er deres ting med i forløbet, men ellers kan du måske supplere eller lade dem undersøge det. 

Et lille tip
Sæt f.eks. et stopur til at tælle i tre minutter, og bed eleverne besvare spørgsmålene individuelt. 

Forslag til kapitel 4

Alt efter, hvor længe det er siden, I arbejdede med de øvrige kapitler, og i hvor høj grad du tænker, at det er relevant at opsummere elevernes viden, kan du overveje at lave nedenstående øvelse med eleverne, inden I læser videre.

Nøgleordsstafet om krigen i 1864 (6.-9. klasse) | Grænseforeningen.dk (graenseforeningen.dk)

Forslag til kapitel 5

Lavede du opstartsøvelsen med at vise, hvor mange dyr og mennesker, og hvor meget land Danmark mistede i 1864, så find eventuelt tingene frem igen, og bed eleverne sætte lidt flere ord på, hvordan det foregik, og hvilken betydning det fik.

Husk at printe vendespillet, inden du går ned i klassen. Lad f.eks. eleverne spille sammen fire og fire.

I forhold til elevernes tidslinje, så lad dem evt. hver især nævne nogle punkter fra deres tidslinje, og lav en hurtig fælles version på tavlen.