Tilbage til temalisten

Hold vildsvinene ude (5.-6. klasse)

Læs om vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse, og skriv dit eget digt om at skabe eller nedbryde grænser.

Vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse ved Gendarmstien øst for Padborg.

Vildsvinehegnet er sat op på den danske side af grænsen til Tyskland, så vildsvin ikke kan krydse grænsen. Hegnet er 68 km langt, og det skal forhindre vildsvin i at bringe sygdommen afrikansk svinepest til Danmark.

Wikimedia Commons

Af Gunvor Vestergaard og Stine Jul Rasmussen

Vildsvinehegnet

Vildsvinehegnet, der løber langs den dansk-tyske grænse, stod færdigt i december 2019. Det blev sat op, fordi man ikke ønskede, at vildsvin fra Tyskland skulle komme ind i Danmark. Vildsvinene kan nemlig være smittet med sygdommen afrikanske svinepest, og de kan risikere at smitte de danske svin, som opdrættes til slagtning.

Opgave – del 1

  • Læs i makkerpar denne artikel fra dr.dk om vildsvinehegnet.
  • Noter undervejs de fordele og ulemper ved hegnet, som artiklen beskriver.
  • Læs også om vildsvinehegnet på naturstyrelsen.dk. Artiklen fortæller, hvordan det 70 km lange hegn ser ud og er opbygget. 
  • Diskuter nu i klassen, hvad I tænker om vildsvinehegnet ved at erklære jer enige eller uenige i forskellige udsagn om hegnet.
  • Udpeg først et område, hvor I skal gå hen, hvis I er enige i det udsagn, som jeres lærer læser op.
  • Udpeg et andet område, hvor I skal gå hen, hvis I er uenige i det udsagn, som jeres lærer læser op.
  • Rejs jer op, og lyt til de udsagn, jeres lærer læser op. Efter hvert udsagn går I hen til enten "enig" eller "uenig", alt efter hvad jeres holdning til udsagnet er.
  • Diskuter, hvorfor I har stillet jer, som I har, inden næste udsagn læses op.
  • Udsagn til opgaven
    • Det er alt for mange penge at bruge på et hegn.
    • De mange åbninger i hegnet gør, at grænsen ikke virker lukket.
    • Det er problematisk for andre dyr i området, at de ikke kan bevæge sig frit.
    • Hegnet er en succes, for der er kun set et enkelt vildsvin i Danmark i 2023.
    • Det er vigtigt at beskytte de danske svin, for dansk svinekød er en vigtig handelsvare.
    • Et hegn langs grænsen kan få os til at tænke mere på os og dem.
    • Hegnet ser grimt ud i naturen.
    • Hegnet betyder, at man mere tænker på grænsen som en linje end på grænselandet som et område.

Opgave – del 2

Poetry Slam kaldes også for poesiens kampsport. Det er en konkurrence, hvor deltagerne dyster mod hinanden via deres digte, og hvor publikum bestemmer, hvem der vinder. Man skal selv skrive sin tekst, og præsentationen må højst vare 3 minutter og 10 sekunder. Tit skal man skrive om et bestemt tema. Teksterne være overdrevne eller ligefrem provokerende. 

  • Læs i fællesskab eksemplet på Poetry Slam-teksten ”Vildsvinehegnet fra en lidt anden synsvinkel, som I finder nederst på siden.
  • Diskuter, hvordan Karlotta har beskrevet forskelle og ligheder mellem danskere og tyskere, og hvad hendes holdning til vildsvinehegnet er.
  • Tal om de sidste tre linjer og digtets budskab.
  • Skriv nu jeres egen Poetry Slam-tekst om grænser. De sidste tre linjer af jeres digt skal indeholde et budskab.
  • I f.eks. kan skrive om:

    • Hvordan man kan nedbryde grænser i Danmark.
    • Hvordan man kan nedbryde grænser i verden.
    • Hvor I ser eksempler på grænser, som, I mener, man burde nedbryde.
    • Hvad I tænker, når I hører ordet grænse.
    • Nationale grænser og personlige grænser.
    • Hvordan grænser kan handle om en linje eller et område – et grænseland.
    • Hvornår det kan være godt med enten åbnede eller lukkede grænser.
    • Hvilken betydning grænser har, når man taler om dem og os.
    • Sammensatte ord med grænse, fx grænseløs, grænsekontrol, afgrænse, grænseoverskridende, landegrænse, fartgrænse, grænseovergang, grænseland (find selv på flere/andre).

     

  • Eksempel på en tekst til Poetry Slam

    Vildsvinehegnet fra en lidt anden synsvinkel 

    Et gennemsnitligt dansk vildsvin bærer Dannebrog med stolthed, æder remulade til sit foder og danser omkring grantræerne i skoven juleaften. 

    Et tysk vildsvin bærer hellere sin fodboldtrøje fra Bundesligaen. Det spiser meget gerne kartofler og drikker en lækker øl. 

    Alligevel hører de til den samme race. Deres sprog forbinder mere end bare Google Translate. I grunden eksisterer der ingen grænser for dem.

    Men på et eller andet tidspunkt fik nogen den forrygende idé at opføre et vildsvinehegn på grund af svinepesten i Polen. “What the hell?”, tænkte vildsvinene. “Har vi nu brug for et pas? Hvad fanden?!” 

    Sandsynligvis var hegnet det sidste alternativ, inden der skulle indføres en international vaccinepligt, som ville kræve alt for meget arbejde og ikke ville være omsættelig. Satans, vildsvin har ikke engang en vaccinebog! 

    Det gennemsnitlige vildsvin, lige meget om det er dansk eller tysk, tænker i hvert fald: “Skide være med det!” Før eller senere vil det lære at komme under eller over hegnet. Fordi både dyr og mennesker skal nedbryde grænser fremfor at skabe dem.

    Kilde: Teksten er skrevet af Karlotta Matelski og findes i Mojn Moin, s. 87-89.