Hør en historiker fortælle om muligheder og udfordringer i grænselandet, og diskuter hans udtalelser om grænser og grænsekontrol.
Af Stine Jul Rasmussen
Grænser og grænseland
En grænse er noget, der adskiller ting fra hinanden. En landegrænse adskiller to lande fra hinanden, som grænsen mellem Danmark og Tyskland. Den nuværende grænse blev fastlagt i 1920. Man kan sige, at grænsen er en slags linje mellem de to lande. Når vi kører over linjen, er vi kørt ind i et andet land.
Når vi taler om grænselandet, tænker vi mere på et rum end en linje. På hver side af den nuværende grænse findes der henholdsvis et dansk og et tysk mindretal, og det har betydning for hverdagen i området.
En anden ting, der har betydet noget i grænselandet, er, at der blev indført grænsekontrol i 2016 og ekstra kontrol i forbindelse med corona-epidemien. Desuden blev der i 2019 bygget et vildsvinehegn langs hele grænsen, så tyske vildsvin, der måske var smittet med afrikansk svinepest, ikke kunne komme til Danmark.

Grænsekontrol ved den danske grænse.
Johan Wessman News Öresund Flickr
Opgave
- Læs i fællesskab teksten Grænser flytter sig.
- Kig på kortet nederst på denne side for at se, hvordan grænsen mellem Danmark og Tyskland har flyttet sig gennem tiden: Grænser i Sønderjylland
- Se så i fællesskab videoen: Den dansk-tyske grænse har udviklet sig dårligt i de senere år, hvor historikeren Steen Bo Frandsen fortæller om den dansk-tyske grænse.
- Stil jer i to rundkredse. Den ene kreds skal stå med ansigtet vendt ud imod den anden kreds, sådan at alle står foran en makke, som de kan tale med.
- Lyt til det udsagn fra filmen, som jeres lærer læser op, og diskuter udsagnet med jeres makker i et minut: Hvad mener han? Er I enige eller uenige? Hvorfor?
- Efter et minut træder den yderste cirkel et skridt til højre, så alle har en ny makker.
- Læreren læser et nyt udsagn om, og I skal igen diskutere: Hvad mener han? Er I enige eller uenige? Hvorfor?
- Gentag øvelsen nogle gange.