1. Slesvigske Krig kaldes også for Treårskrigen. Læs om optakten til krigen, og arbejd med både optakten og krigen i aktiviteterne.
Optakten til Treårskrigen
Af Camilla Kremmer Jensen
I 1840’erne var der i det meste af Europa et ønske om, at magten skulle fordeles på en ny måde, da det mange steder stadig var en konge, der bestemte over landet. Det gjaldt også i Danmark og hertugdømmerne. Her var særligt to politiske bevægelser meget aktive, nemlig de nationalliberale og den slesvig-holstenske bevægelse.
Magten skulle gives til folket, men ikke helt
De nationalliberale i Danmark ville have, at magten skulle gives til folket. I hertugdømmerne ønskede den tysksindede slesvig-holstenske bevægelse, at de to hertugdømmer skulle være en selvstændig stat. Dog mente de nationalliberale også, at Slesvig skulle være en del af Danmark, og derfor var de langt fra enige om, hvilke forandringer de ønskede.
Danmark til Ejderen!
De nationalliberale ønskede under sloganet, ”Danmark til Ejderen”, en nationalstat med fri forfatning for Danmark og Slesvig. Deres ønske var, at Danmarks sydlige grænse skulle gå ved floden Ejderen, som løber på grænsen mellem Slesvig og Holsten. De ville dermed afgive Holsten og Lauenborg, hvor borgerne følte sig særligt tyske.
Den 28. maj 1842 holdt den nationalliberale politiker Orla Lehmann en tale, hvor han sagde, at Holsten skulle skilles fra Danmark, mens Slesvig fortsat skulle være dansk. Talen gav den nationalliberale bevægelse liv. De brugte kampråbet "Danmark indtil Ejderen!" Ejderen var en flod, der var grænsen mellem Slesvig og Holsten.
David Monies, 1840, Statens Museum for Kunst
I Slesvig var der folk, der følte sig danske, men der var også mange i den sydligste del, der følte sig tyske. Dette tog de nationalliberale ikke hensyn til med deres plan.
Slesvig-Holsten som selvstændig stat
Modsat ønskede den slesvig-holstenske bevægelse en fri forfatning for Slesvig og Holsten. De ønskede dermed, at de to hertugdømmer skulle løsrives fra Danmark, så de kunne danne deres egen stat. De ville gerne have, at denne stat skulle være en del af Det tyske Forbund, der bestod af en række tyske stater, som i starten af 1800-tallet var gået sammen for at passe på hinanden. De største og vigtigste stater i forbundet var Østrig og Preussen.
Presset på kongen stiger
I starten af 1848 spidsede urolighederne for alvor til rundt omkring i Europa. Også i Danmark ønskede befolkningen fortsat forandringer, og efter pres fra folket nedsatte den danske konge, Frederik 7. i marts en regering, der skulle lave et forslag til en grundlov. Med en grundlov ville Danmark overgå fra enevælde til folkestyre, og kongen ville ikke længere have al magten, men i stedet dele den med folket.
I den nye regering blev flere af de nationalliberale udnævnt som ministre, og kongen lovede, at der skulle skrives en grundlov for Danmark og Slesvig. Dette vakte ikke glæde i hertugdømmerne, der gerne så Slesvig og Holsten løsrevet fra Danmark.
Væbnet oprør i Rendsborg
Utilfredsheden i hertugdømmerne førte til, at den slesvig-holstenske bevægelse få dage senere lavede et væbnet oprør mod fæstningen i Rendsborg, der lå ved floden Ejderen. Det lykkedes bevægelsen at erobrere fæstningen, hvorefter de dannede deres egen regering for hertugdømmerne.
Det blev starten på Treårskrigen, også kaldet 1. Slesvigske Krig. Omdrejningspunktet for konflikten var kort sagt Slesvig, og hvor hertugdømmet i fremtiden skulle høre til - Tyskland eller Danmark?
Her ses fæstningen Rendsborg fra den slesvigske side. Billedet er et militærkort, der er udgivet i 1862.
Det Kgl. Bibliotek.