Krigen i 1864 bryder ud 

Af Anders Peter Nielsen

Danmark forventede, at Det tyske Forbund ville reagere negativt på Novemberforfatningen fra 1863, som handlede om, at den danske grundlov også skulle gælde i Slesvig. Derfor var hæren begyndt at gøre forsvarsværkerne ved Danevirke klar. 

Den danske hærledelse regnede med, at tyskerne ville vise deres utilfredshed med forfatningen, der var blevet underskrevet den 18. november 1863, ved at angribe Danevirke om foråret.  

Krigen kom som ventet, men for tidligt  

Lederen af den preussiske regering, Otto von Bismarck, havde dog andre planer. Sammen med Østrig samlede han en større hær med moderne våben, og allerede den 31. januar stod den preussisk-østrigske hær ved floden Ejderen. Det var kun 20 kilometer fra den danske hær ved Danevirke.    

Klokken 7.30 om morgenen den 31. januar 1864 ankom to preussiske officerer til Danevirke for at overbringe den danske general de Meza den officielle krigserklæring.   

Den danske hær var ikke klar

Det var en bidende kold morgen. Det var minusgrader, og mange af de danske soldater havde sovet under åben himmel. Opbygningen af barakker ved Danevirke var nemlig langt fra færdig. Den danske hær var altså ikke klar til kamp.  

Krigserklæringen var høflig, men… 

De to officerer, der ankom til Danevirke den morgen, medbragte et brev fra den kongelige preussiske feltmarskal og øverstbefalende over den forenede preussisk-østrigske hær, friherre von Wrangel.  

Brevet var høfligt og forklarede nøje de krav, som Wrangel stillede. De Meza blev til sidst i brevet rost for sine evner som general. Men de Meza kunne ikke gå med til at “rømme hertugdømmet Slesvig og trække de kongelige danske tropper ud af samme”, som var kravet, der blev stillet i brevet.  

Dermed stod det klart, at Danmark nu var i krig mod Preussen og Østrig.  

Fjenden krydser Ejderen 

Om morgenen den 1. februar gik den preussisk-østrigske hær over Ejderen. De danske tropper i området havde fået ordre til ikke at kæmpe. I stedet skulle de trække sig tilbage til Danevirke. To dage senere, den 3. februar, nåede den preussisk-østrigske hær frem til området foran Danevirke. Den aften kunne de frysende soldater fra de to hære se flammerne fra hinandens bål i mørket.  

Forsvaret af Danevirke opgives  

Med så hård frost, som der var den vinter, var vådområderne rundt om Danevirke frosset til. Det ville derfor være let for den angribende hær at gå uden om forsvarsværket og angribe de danske soldater fra flere sider.

Det vidste general de Meza udmærket godt, da han om aftenen den 4. februar kaldte sine officerer sammen. Efter en diskussion blev det besluttet, at de danske soldater skulle flyttes væk fra Danevirke, så de i stedet kunne forsvare sig bedre fra et andet sted længere nordpå.  

I ly af mørket listede tusindvis af soldater afsted  

I og omkring forsvarsværket Danevirke befandt sig omkring 38.000 mand, tusindvis af heste og en masse kanoner. Så mange som muligt af disse skulle nu flyttes nordpå, uden at den preussisk-østrigske hær opdagede noget. De kanoner, der ikke kunne flyttes, blev ødelagt.   

Den 5. februar startede de første soldater med at gå flere timer nordpå med fuldt udstyr. Soldaterne gik i bidende kulde og delvis snestorm. De Mezas plan var, at en stor del af soldaterne skulle nordpå til Dybbøl, hvorfra Sønderborg skulle forsvares. Resten af soldaterne skulle længere op i Jylland for at forsvare landet derfra.   

Planen lykkedes 

Overordnet blev tilbagetrækningen en succes, hvis fokus lægges på, at soldaterne skulle væk uden kamp. Det blev nemlig kun til få kampe mellem de danske og preussisk-østrigske tropper undervejs. 

Da det blev opdaget, at de danske soldater var på vej nordpå, blev der sendt østrigske ryttere efter dem. Men den danske hær havde ladet en gruppe soldater blive tilbage for at forsvare resten af hæren, så den kunne nå til Sønderborg. Det lykkedes denne gruppe af slå de østrigske ryttere tilbage.  

På den måde nåede størstedelen af den danske hær sikkert frem til stillingerne ved Dybbøl i løbet af den 7. februar.  

En modig eller forkert beslutning at forlade Danevirke? 

Beslutningen om at trække hæren tilbage fra Danevirke blev ikke taget godt imod af politikerne og befolkningen i resten af landet. Kongen, der var i Sønderborg i de dage, var oprørt over, at de Meza trak tropperne tilbage uden at forsøge at forsvare Danevirke.  

Regeringen var også chokeret og beordrede de Meza til København, hvor han skulle forklare sin beslutning. Mødet endte med, at de Meza blev fyret den 29. februar. I København var der også demonstrationer, hvor folk gik på gaden i protest mod tilbagetrækningen.