Sæt fokus på begreberne nationalitet og danskhed.
Dannebrog er det danske nationalflag og derfor et symbol på Danmark, men hvad vil det egentlig sige at være dansk?
Foto: Per Palmkvist Knudsen, Wikimedia Commons
Af Stine Jul Rasmussen
Introduktion
I denne aktivitet skal I arbejde med forskellige vinkler på det at være dansk, blandt andet i en mindretalssammenhæng.
Opgave - del 1
- Lav først hver især en brainstorm ud fra ordene nationalitet og danskhed.
- Læs artiklen Det danske mindretal i Sydslesvig i fællesskab.
- Se derefter sammen de to videoer, som I finder via de to links til højre.
- Tal sammen i klassen om, hvad I skrev i jeres brainstorm, og sammenlign med, hvad I har læst og hørt om nationalitet og danskhed ud i teksten og videoerne.
- Opstil en problemstilling om det at være dansk generelt, f.eks. Hvad er danskhed?
- Arbejd med problemstilingen Hvad er danskhed? ved at lave et interview eller en collage.
Opgave - del 2
Lav et interview
- Gå sammen i grupper med en nyhedsvært, en ekspert og en kameramand.
- Lav et interview til et tv-program om danskhed, hvor værten taler med eksperten om danskhed.
ELLER
Lav en collage
- Gå sammen i grupper, og lav en collage eller præsentation, der udtrykker forskellige bud på svar til problemstillingen Hvad er danskhed?
- I kan arbejde med en digital præsentation, eller I kan vælge at lave en collage med billeder og tekst, som I printer, klipper ud og sætter op på karton.
-
Spørgsmål, som I kan bruge i interviewet eller tale med hinanden om, inden I laver jeres collage
- Hvad opfatter du som typisk dansk?
- Hvad forbinder du med ordet danskhed?
- Hvad forbinder du med ordet nationalitet?
- Hvad opfatter du som dansk nationalisme?
- Ser du danskhed som flerkulturel?
- Ser du danskhed som monokulturel?
- Kan du give eksempler på forskellige måder at "være dansk" på?