Tilbage til temalisten

Forventninger, fagord og forståelse (7.-9. klasse)

En tekst kan blive lettere at læse og forstå, hvis I inden læsning taler om titlen og jeres forventningerne til teksten, undersøger betydningen af svære ord og laver nye underoverskrifter.

Af Stine Jul Rasmussen

Forventninger og forståelse

Fagtekster i historie kan være svære at forstå. Det kan være, fordi der er brugt mange fagord, som I måske ikke kender betydningen af, men det kan også være nødvendigt at kende til bestemte historiske begivenheder, der er sket før den tid eller den begivenhed, som teksten handler om.

Når I skal læse og forstå en tekst, kan I arbejde med teksten på mange måder. Her er der fokus på at tale om titlen og de forventninger, I har til en tekst ud fra titlen. I skal også undersøge betydningen af udvalgte fagord og arbejde med at lave nye underoverskrifter. 

Opgave

  • Læs i fællesskab de to første sætninger i teksten Da 1. Verdenskrig kom til Slesvig.
  • Tal derefter om, hvad titlen betyder, og hvad I ud fra de to sætninger og titlen forventer, at teksten handler om.
  • Tal også om krigen i 1864. Det er nemlig nødvendigt at vide noget om denne krig for at forstå teksten om 1. Verdenskrig og Slesvig.
  • Gå sammen i makkerpar, og print arket "Forstå teksten". I finder arket til højre på denne side.
  • Læs teksten et afsnit ad gangen, og arbejd med under-overskrifter, vigtige ord og ordforklaringer til hvert afsnit. Udfyld arket undervejs.
  • Gå derefter sammen med et andet makkerpar, og sammenlign jeres svar:
    • Har I valgt de samme ord?
    • Minder jeres nye under-overskrifter om hinanden?
    • Handlede teksten om det, som I forventede?
  • Bliv til sidst enige om en ny titel til teksten. I kan også forsøge at skrive en ny indledning, der kort forklarer, hvad der skete i 1864.
  • Tal sammen i klassen om, hvad I nu ved om Danmarks rolle i 1. Verdenskrig og betydningen af krigen i 1864.