Få overblik over de begivenheder, der førte til krigen i 1864 ved at arbejde med teksten og aktiviteten på denne side.
Optakten til krigen i 1864
Af Anders Peter Nielsen
Krigen i 1864, der også kaldes 2. Slesvigske Krig, kom til at betyde store ændringer for det danske kongerige. Det var ikke kun geografiske ændringer, men også i forhold til befolkningstallet, indbyggernes selvforståelse og den danske økonomi, der også blev påvirket. I tiden efter afslutningen af Treårskrigen i 1850 skete en masse ting, som havde betydning for, at der i 1864 igen udbrød krig.
1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen
I årene op til 1848 ønskede en stor del af indbyggerne i de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, der dengang var en del af den danske helstat, at de tre hertugdømmer skulle være en selvstændig stat. De ønskede ikke, at det var den danske konge, der bestemte over dem.
Holdningen blandt flertallet af danske politikere var en anden. Der udbrød derfor i 1848 en form for borgerkrig, hvor mange af de tysksindede slesvig-holstenere gjorde oprør mod den danske stat. Den krig kalder vi i dag 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen.
Et krav om en fælles forfatning
I 1850 blev der sluttet fred i 1. Slesvigske Krig. Fire af de europæiske stormagter, Storbritannien, Rusland, Frankrig og Østrig, havde gennemtvunget en fred, da de ønskede at opretholde den eksisterende magtbalance i Europa. Stormagterne krævede nu, at der skulle laves en fælles helstatsforfatning for Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. En forfatning er en tekst, der udtrykker nogle grundlæggende regler for en stat, f.eks. hvordan staten skal styres.
En del af Treårskrigens efterspil var, at flere regeringer i løbet af 1850'erne forsøgte at få lavet en forfatning for helstaten, altså for både Kongeriget Danmark og hertugdømmerne. I 1952 var det den regering, der blev kaldt Januarministeriet, der forsøgte. Som denne satiretegning viser, var det dog svært for regeringen at få alle til at løbe i samme retning i arbejdet med en helstatsforfatning.
Det Kgl. Bibliotek.
En upopulær løsning
På grund af stormagternes krav blev Helstatsforfatningen, også kaldet Fællesforfatningen, underskrevet i 1855. I den nye forfatning var der bl.a. regler for forholdene mellem Danmark og de tre hertugdømmer.
Borgerne i Holsten var meget imod Helstatsforfatningen og fik i 1857 Det tyske Forbund til at erklære, at forfatningen ikke gjaldt i hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. De danske politikere var klar over, at borgerne i Holsten og Lauenborg ikke ville være en del af den danske helstat.
Danmark til Ejderen!
For at undgå en konflikt med indbyggerne i Holsten og Lauenborg ønskede de nationalliberale politikere at bruge floden Ejderen, som løber mellem Slesvig og Holsten, som en naturlig grænse mellem Danmark og Holsten-Lauenborg. Den grænse ville betyde, at Slesvig ikke længere ville være et hertugdømme, men en del af Danmark på samme måde som f.eks. Fyn og Bornholm.
Novemberforfatningen – en provokation?
Grundloven fra 1849 omfattede hverken Slesvig eller Holsten, som havde deres egne love. I 1863 ændrede det sig. De nationalliberale politikere lavede nemlig et forslag til en forfatning, som Christian 9. underskrev.
Den nye forfatning blev kaldt Novemberforfatningen. Meget af indholdet var det samme, som indholdet i loven fra 1849. En af de store forskelle var, at Grundloven på papiret nu også gjaldt i Slesvig. Man havde dermed gjort Slesvig til en del af Kongeriget Danmark.
Det var imod den aftale, der var lavet med Det tyske Forbund tilbage i 1850, da fredsaftalen efter Treårskrigen blev underskrevet. Her havde de danske politikere jo lovet, at helstaten skulle opretholdes, og at Slesvig derfor ikke måtte blive en del af Danmark. Forsøget på at integrere Slesvig i Danmark udløste krigen i 1864.