Få et overblik over det danske og det tyske mindretals foreninger.
Mindretallenes foreninger
Selvom det danske og tyske mindretal bor og lever i henholdsvis Tyskland og Danmark, har de to mindretal sine egne foreninger, der laver dansksindede og tysksindede aktiviteter. Det betyder, at de, der vil, kan leve så dansk eller tysk som muligt i en tysk og dansk hverdag.
Det danske mindretal har blandt andet sine egne biblioteker, idrætsforeninger, en avis, flere kulturelle foreninger samt egen sundhedstjeneste. Mens det tyske mindretal har sine egne biblioteker, en avis, et ungdomsforbund med forskellige idrætsforeninger, to museer og flere sundhedstilbud samt meget andet.
Den danske skoleforening og biblioteker
Dansk Skoleforening for Sydslesvig står for driften af det danske mindretals skoler og børnehaver i Sydslesvig. I alt driver foreningen 46 skoler, 55 børnehaver samt de to danske gymnasier i Flensborg. Herudover giver foreningen også tilskud til den danske ungdomsskole samt højskole.
I Flensborg ligger Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Her kan det danske mindretal låne danske bøger, film med mere. Foruden biblioteket i Flensborg er der også danske biblioteker i Slesvig, Husum og Egernførde samt to bogbusser, der kører rundt i hele Sydslesvig. Bogbusserne er et tilbud til dem, der ikke så tit har mulighed for at besøge bibliotekerne.
Tilbud til børn og unge
Sydslesvigs danske ungdomsforeninger tilbyder forskellige fritidstilbud til mindretallets børn og unge. Foreningen har flere idrætsforeninger tilknyttet, og det er muligt at spille alt fra fodbold til petanque, e-sport og badminton. Foreningen har også flere kulturtilbud. Man kan f.eks. være med i forskellige udvalg, der laver arrangementer som koncerter, sommerlejre og debatter. Foreningen driver også flere fritidshjem, ungdomsklubber samt Aktivitetshuset i Flensborg.
Den tyske hovedorganisation og skoleforeningen
Bund Deutscher Nordschleswiger er det tyske mindretals hovedorganisation. Foreningen er en paraplyorganisation, hvilket vil sige, at den har flere af mindretallets mindre foreninger under sig. Under paraplyen er blandt andet foreningerne for mindretallets biblioteker, ungdomsarbejde samt det politiske parti Schleswigsche Partei.
En af de større foreninger herunder er Deutscher Schul – und Sprachverein. Foreningen driver de tyske børnehaver, skoler og det tyske gymnasium i Aabenraa samt flere SFO’er. I alt står foreningen for driften af 23 børnehaver og 15 skoler. Foreningen bruger også de tyske skoler til blandt andet sociale arrangementer for mindretallet.
Rap, Faustball og Knivsbergfest
Deutscher Jugendverbund für Nordschleswig laver aktiviteter for børn og unge. Foreningen har flere tilknyttede idrætsforeninger og ungdomsklubber. Disse tilbyder alt fra gymnastik til skydning, rap og det tyske spil Faustball. Foreningen står også bag Knivsbergfesten, der er en stor familiefest for det tyske mindretal. Her er der både sportsturneringer, musik, sønderjysk kaffebord og meget mere.