Ordene mindretal og minoriteter bruges ofte som synonymer, men der er skam forskel.
Af Gunvor Vestergaard
Mindretal og minoriteter bruges ofte på samme måde. De fleste vil forstå det samme, uanset hvilket ord der bliver brugt, nemlig at ordene betegner en del af befolkningen, der på en eller anden måde adskiller sig fra flertallet. Det kan både være i forhold til antal, kultur, sprog, seksualitet og religion.
Nationalt mindretal eller etnisk minoritet?
Når man taler om nationale mindretal og etniske minoriteter, er der til gengæld forskel på, hvem det er, man taler om. Etniske minoriteter bruges om folk, der er flyttet fra et land til et andet, og som ikke gør krav på at tilhøre et bestemt stykke jord eller bestemte landområder.
Der kan være mange grunde til, at mennesker kommer til et nyt land. Det kan være på grund af arbejde, eller fordi de har været nødt til at flygte på grund af krig. Disse mennesker bliver også kaldt for tilflyttede mindretal.
Et stedbundet mindretal
Nationale mindretal føler sig sprogligt og kulturelt knyttet til et andet land (en anden nationalstat) end det, de bor i. De nationale mindretal identificerer sig i høj grad med stedet, hvor de bor. De er typisk blevet et mindretal, fordi den fysiske grænse af den ene eller anden grund er blevet flyttet. De bliver derfor også kaldt for stedbundne mindretal.
Det danske mindretal og det tyske mindretal i grænselandet er eksempler på nationale mindretal. De føler sig helt eller delvist knyttet til et andet land end det, de bor i. Og de dyrker traditioner, højtider, sprog med mere, der kendetegner det land, de føler sig knyttet til. De har typisk pas i det land, de selv bor i, selvom de føler sig knyttet til et andet land. Det betyder, at selvom der står i dit pas, at du er dansk, så kan du godt føle dig som tysk, indisk eller fransk.
Nationale mindretal i Europa
Det er ikke kun i det dansk-tyske grænseland, der bor nationale mindretal. Det gør der faktisk overalt i verden. Alene i Rusland bor op imod 150 forskellige nationale mindretal. I Europa er der mere end 300 nationale mindretal. Det betyder, at ca. hver syvende europæer tilhører et nationalt mindretal.
I Tyskland har man fire officielt anerkendte nationale mindretal: frisere, sorbere, sinti roma og det danske mindretal i Sydslesvig. I Danmark er der kun et anerkendt nationalt mindretal, nemlig det tyske mindretal i Sønderjylland.
Det er op til den enkelte stat selv at bestemme, om en gruppe skal anerkendes som et nationalt mindretal. Frankrig har f.eks. valgt, at i Frankrig er alle franskmænd, også selvom der findes flere nationale mindretal inden for landets grænser.
Etniske minoriteter i Danmark
I Danmark bor der en række forskellige etniske minoriteter. De har ofte andre traditioner, højtider eller sprog end flertallet. Etniske minoriteter er svære at afgrænse, da de er meget forskellige, og de er kommet til Danmark af mange forskellige grunde.
Mens man ikke må registrere medlemmer af det tyske mindretal ud fra deres nationale tilhørsforhold, er det muligt at registre de etniske minoritetsgrupper i Danmark. Det skyldes, at de for eksempel kommer til Danmark på grund af arbejde. Dette bliver registreret i offentlige databaser. Noget af dette data findes hos Danmarks Statistik. I Danmark var de største minoritetsgrupper i 2023 fra Tyrkiet, Polen, Rumænien og Syrien.