Læs om byen Flensborg, som med sine ca. 86.000 indbyggere er det dansk-tyske grænselands største by og samtidig én af de ældste. 

Flensborg – en dansk by i Tyskland


Af Per Oetzmann

Historikere mener, at Flensborg blev grundlagt for over 700 år siden. Byen har en speciel historie, da den gennem tiden både har været dansk og tysk.

Fra Flenos borg til Flensborg

Et sagn fortæller, at Flensborg fik sit navn i den tidlige middelalder, da en ridder ved navn Fleno, som oprindeligt kom fra Læk (en anden by langs den dansk-tyske grænse), slog sig ned og byggede en borg. Samtidig byggede han også hytter til de lokale fiskere, som til gengæld anerkendte ham som deres nye herre. Dermed var grundstenen til et fællesskab lagt, og Flenos borg blev med tiden til Flensborg. 

Flensborg bliver en købstad

I 1284 tildelte hertug Valdemar 4. Flensborg købstadsrettigheder. Det betød, at Flensborg fik en række privilegier som f.eks. retten til egen domstol og fritagelse for visse skatter. Med titlen som købstad kunne Flensborg drive handel med andre byer uden at betale skat af omsætningen. Det gjorde meget hurtigt Flensborg til en velhavende by. 

For at beskytte sig mod angreb udefra og for at kunne holde styr på de mange handlende, som kom til byen hver dag, byggede man omkring år 1345 en bymur omkring Flensborg. En af de gamle byporte er Nørreport (Nordertor på tysk). Porten er stadig bevaret og er i dag byens vartegn. 

Borgen Duborg

I starten af det 15. århundrede lod Dronning Margrethe 1. opføre en borg i Flensborg. Borgen hed Duborg. Der, hvor borgen engang lå, kan man i dag finde Duborg-Skolen, som er et af de to danske gymnasier i Tyskland. Flensborghus, som i dag blandt andet huser SSF (Sydslesvigsk Forening), er bygget med nogle af de gamle mursten fra Duborg. 

En stor og magtfuld handelsby

I løbet af det 16. århundrede udviklede Flensborg sig til en rig og betydningsfuld købstad. Byen havde på det tidspunkt ca. 5.000 indbyggere, og en handelsflåde på op mod 200 skibe var knyttet til byen. Det betød, at Flensborg på det tidspunkt var områdets absolut største handelsby, større og mere magtfuld end København og Hamborg. 

Trediveårskrigen 

På grund af Trediveårskrigen (1618-1648) og forskellige stridsmagters belejring gik det med tiden knap så godt for Flensborg. Byen var blevet hærget, og da man startede på genopbygningen, var Flensborg for længst blevet overhalet udviklingsmæssigt af netop København og Hamborg. 

Flensborg og trekantshandlen

Efterhånden begyndte Flensborg igen at få opbygget en handelsflåde; primært handlede man med Norge. Skibe fra Flensborg sejlede landbrugsvarer som f.eks. korn til Norge og bragte fisk og tran med hjem. Senere blev Flensborg igen udstyret med særlige privilegier af den danske kong Christian 7. Det betød, at byen nu aktivt kunne deltage i trekantshandlen.

Trekantshandlen gik ud på, at man fra Danmark sejlede våben, krudt og brændevin til Afrika, hvorefter man fyldte skibene med slaver, som så blev sejlet til De Vestindiske Øer, hvor de skulle arbejde på sukkerrørsplantagerne. Fra De Vestindiske Øer bragte skibene sukkersirup og tobak til de danske købstæder, herunder Flensborg, som var dansk på det tidspunkt.

De slesvigske krige flytter grænsen

Perioden omkring de to slesvigske krige (1848-50 og 1864) blev meget afgørende for Flensborg. Området Slesvig-Holsten, hvor Flensborg ligger, blev efter krigene en provins i kongeriget Preussen og i 1871 en del af Det Tyske Kejserrige. 

Grænsen flyttes igen

I 1920 blev der efter afslutningen af 1. Verdenskrig afholdt en folkeafstemning, som én gang for alle skulle afgøre, hvor grænsen skulle være. Flertallet af Flensborgs befolkning stemte for at høre til Tyskland, hvorimod man ganske få kilometer mod nord stemte for at høre til Danmark. Det betød, at Flensborg blev Tysklands nordligste by. Den nye grænse var i begyndelsen en stor udfordring for byen, da man mistede vigtige handels- og samarbejdspartnere på den nordlige side af den nye grænse. 

Flensborg i dag

Under 2. Verdenskrig faldt der færre bomber over Flensborg end andre steder i Tyskland, hvilket betød, at byen slap uden helt store skader. Efter 2. Verdenskrig og frem til i dag har Flensborg udviklet sig til en by med positivt samliv mellem det danske mindretal og det tyske flertal.

Mange af de gamle bygninger, man i dag kan se og beundre i Flensborg, blev bygget i de perioder, hvor Flensborg tilhørte Danmark. Den tætte beliggenhed til nutidens dansk-tyske grænse og den store indflydelse, Danmark har haft på byen, gør, at Flensborg har et tydeligt skandinavisk præg.