Lærervejledning: Hvad er en grænse?
Målgruppe: 4.-6. klasse
Fag: Historie
Introduktion til forløbet
Dette forløb sætter fokus på begrebet "grænser" - både som personlige grænser og som landegrænser, der ikke er statiske, men derimod har ændret sig mange gange i løbet af historien.
Forløbet zoomer ind på den historiske baggrund for ændringer af den dansk-tyske grænse, på krigen i 1864 og på det danske og det tyske mindretal i grænselandet. Forløbet lægger også op til, at eleverne skal forholde sig til og diskutere ord og begreber som mindretal, grænseland, kultur, fællesskab og fordomme.
Forløbet har tre kapitler, der indeholder tekster samt aktiviteter, som eleverne skal arbejde med før, under og efter læsning. Aktiviteterne lægger både op til samtale, undersøgelser og kreativt arbejde, der kan udføres digitalt eller analogt. Forløbet afsluttes med en opgave, hvor eleverne med forskellige makkere skal diskutere nogle af de spørgsmål, som de støder på igennem forløbet.
Forslag til kapitel 2
For at vække elevernes nysgerrighed og vise dem, hvordan tøj, våben, bygninger m.m. så ud i 1864, kan du vise dem denne korte reklame for DR's dramaserie "1864". Samtidig bliver eleverne præsenteret for en del af krigens persongalleri.
1864 | Ny dramaserie | Trailer | DR1 - YouTube
Sidste del af traileren kan være voldsom at se for eleverne, så overvej blot at vise frem til 2.45 min.
Forslag til kapitel 3
I kan også vælge at lave en digital collage i et program på SkoleTube, f.eks. i programmet Padlet eller Collage.
Spørgsmål til aktiviteten i kapitel 4
Vælg ud, hvilke spørgsmål det giver bedst mening for eleverne i klassen at diskutere i denne afsluttende aktivitet.
Spørgsmål til diskussion:
- Hvad er en grænse?
- Hvordan kan en grænse se ud - og hvilken betydning kan det have, hvordan grænsen mellem to lande ser ud?
- Hvor går jeres personlige grænser? Giv gerne flere eksempler.
- Hvordan og hvorfor har grænsen mellem Danmark og Tyskland ændret sig gennem tiden?
- Hvad skete der ved krigen i 1864, og hvorfor har det stadig betydning?
- Giv eksempler på noget, som, I synes, er grænseoverskridende. Er I enige om, hvad der er grænseoverskridende? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvad er grænselandet, og hvorfor har grænselandet så stor historisk betydning?
- Hvordan er der i grænselandet i dag - hvem bor der, og hvilken betydning har grænselandet overhovedet for dem, der ikke bor i nærheden?
- Hvad vil det sige, at grænsen er mere end en linje?
- Hvad er et national mindretal? Hvilke eksempler kan I give på forskellige slags flertal og mindretal?
- Har I selv prøvet at være i flertal eller mindretal? Hvilke fordele og ulemper kan der være ved at være en del af enten et flertal eller et mindretal?
-
Fælles Mål
3.-4. klasse
- Indenfor Kronologi og sammenhæng er der fokus på Familie og fællesskaber samt på Historiekanon.
- Indenfor Historiebrug er der fokus på Historiske fortællinger.
- Inden for Kildearbejde er der fokus på Sprog og skriftsprog.
5.-6. klasse
- Indenfor Kronologi og sammenhæng er der fokus på Kronologi, brud og kontinuitet, Det lokale, regionale og globale samt på Historiekanon.
- Indenfor Historiebrug er der fokus på Konstruktion og historiske fortællinger.
- Inden for Kildearbejde er der fokus på Sprog og skriftsprog.