Af Camilla Kremmer Jensen

Helstaten

Siden middelalderen havde den danske konge haft magt over hertugdømmerne Slesvig og Holsten, mens hertugdømmet Lauenborg først kom til i 1815. Tilsammen udgjorde de tre hertugdømmer og Kongeriget Danmark det, der også blev kaldt helstaten.   

Det hele var bundet sammen af kongen  

Kongen var den, der bandt helstaten sammen. Han regerede som hertug i Slesvig, Holsten og Lauenborg og som konge i Danmark. Dette gjorde kongen enevældigt. Det vil sige, at han selv bestemte uden at spørge andre.  

Slesvig var fra gammel tid et dansk landområde, mens Holsten og Lauenborg var tyske landområder. Holsten og Lauenborg var også medlemmer af Det tyske Forbund, der bestod af en række af tyske stater, som i starten af 1800-tallet var gået sammen for at passe på hinanden. De største og vigtigste stater i forbundet var Østrig og Preussen. Det var den danske konge, der som hertug i Holsten og Lauenborg deltog i Det tyske Forbunds møder på vegne af hertugdømmerne. Selvom både Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg var en del af helstaten, blev Danmark og hertugdømmerne styret hver for sig. 

Slesvig var dansk, mens Holsten og Lauenborg var tyske

Da helstaten både bestod af Danmark og de tre hertugdømmer, hang dens omfang dermed ikke sammen med indbyggernes sprog eller kultur. Det gjaldt faktisk i hele helstaten. For ud over Danmark og hertugdømmerne var også Island, Færøerne og Grønland samt kolonier i Afrika, Indien og Caribien en del af helstaten. Det betød, at der naturligt blev talt mange forskellige sprog i helstaten. I Kongeriget Danmark og det nordlige Slesvig, det vi i dag kender som Sønderjylland, talte de fleste folk dansk. I det sydlige Slesvig, Holsten og Lauenborg talte de tysk.   

Dansk eller tysk?  

I løbet af 1830’erne opstod der rundt om i Europa, og dermed også i helstaten, en ide om, at borgerne i et land skulle føle sig særligt knyttede til den stat, de boede i. Det betød, at borgerne i kongeriget og hertugdømmerne skulle vælge, om de følte sig danske eller tyske. I Kongeriget Danmark og det nordlige Slesvig følte de fleste borgere sig danske, mens de i resten af Slesvig, Holsten og Lauenborg mest følte sig knyttet til det tyske. 

Helstaten trues 

Både i Kongeriget Danmark og hertugdømmerne støttede nogle politikere helstaten, mens andre forsøgte at få den opløst. Derfor opstod der i midten af 1800-tallet konflikter mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmerne, der hellere ville være en selvstændig stat. Det førte i første omgang til Treårskrigen i 1848-1850. Krigen løste dog ikke konflikterne mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmerne, og i løbet af de næste år voksede konflikterne sig større og større. Helstatens død blev krigen i 1864, hvor Danmark tabte og måtte opgive hertugdømmerne.